Det maa

andet. F. giver i det hele den gængse Overlevering. også billiges, at han f. Ex. ikke med Niese (ifølge Diod. XI 68) flytter Indsættelsen af Tribunatet ned til 471 eller (støttet til Appian) den Agerlov, som ellers tillægges Licinius, til Begyndelsen af 2det Aarh., men det kan neppe forsvares (S. 83) at fastholde, at de to kuruliske Ediler nogensinde have været udelukkende patriciske (Madvig: den rom. Stats Forf. I S. 349).

Opgaven er saavidt mulig i alle Retninger at skildre det Liv, som har rørt sig i det romerske Samfund; Samfundsforhold i Almindelighed, Landboforhold, Pengeforhold, det religiøse og aandelige Liv med Literaturen ere behandlede ret fyldigt i særlige Kapitler. Forfatnings og Forvaltningsforhold ere derimod kort behandlede, undertiden saa kort, at en Læser uden Forkundskaber vanskeligt vil kunne forstaa dem. I Beretningen om Centuriatkomitiernes Indførelse (S. 46) hedder det kun, at de fik lovgivende, vælgende og dømmende Myndighed. For at vise Patriciernes Indflydelse paa dem omtales senere (S. 57) nogle tvivlsomme Enkeltheder, at enhver Beslutning af Folkeforsamlingen1 bagefter skal godkendes af Patricierne (paa deres Borgermøder), og at ingen Embedsmand vælges, uden at det forud er godkendt af Senatet. Ved det første sigtes vel til den saakaldte patrum auctoritas, som dog, hvordan den end meddeltes, ikke gaves paa com. cur., da disses Beslutninger selv krævede patrum auctoritas, ved det andet til den Forslagsret, som for den ældste Tid tillægges ikke Patricierne, men Senatet, og som i al Fald kun omtales med Hensyn til Konsalerne, fra 482 endog kun den ene (Madvig: den rom. Stats Forf. I S. 187).

At Privatretten saa godt som forbigaas, er ret forklarligt; om Retsplejen siges ikke andet end, at Komitierne havde dømmende Myndighed, og at Prætorerne vare Ledere af Retsvæsenet, uden at der gøres nogen Forskel mellem privat og kriminel Retspleje undtagen i den ganske isolerede Notits, at den første Kriminaldomstol oprettedes 149 (S. 197).

Med Forkærlighed er Topografien behandlet, navnlig Roms, Latiums og Etruriens. Man mærker Forfatterens paa Selvsyn grundede Studium. Det var ønskeligt, at han ogsaa af de andre Dele af Italien havde givet os en Skildring, efterhaanden som de komme i Berøring med Rom, særlig fra et archæologisk Stand

Forf. bruger undertiden egne danske Betegnelser f. Ex. Folkeforsamling om com. cent. (men ogsaa Centurieforsamling), Kredsforsamling om com. trib. (Kreds tribus) og Borgerforsamling eller Borgermøde om com. cur. (skønt curia gengives med Samlag).

=

I et enkelt Punkt, omtalt under «Samfundsforhold i Kongetiden» 'S. 43), synes at være indløben en Sammenblanding af den Faderen tilkommende Ret til at sælge sin Søn 3 Gange og det 3 Gange gentagne Skinsalg, der løste Sønnen af patria potestas.

punkt, idet Ting som Terramarer, Grave og Gravfund1 og lignende dog nu have Interesse ogsaa for læge Læsere.

F. har lagt an paa at give en livlig Fremstilling af Begivenheder og derigennem at skildre Forhold og Tilstande. Den 2den puniske Krig og Kampene om Verdensherredømmet ere givne med ikke ringe Fylde og i et livligt og anskueligt Sprog; ligesaa en Skildring som den ældre Katos Liv. Det er ikke Meningen at give selvstændige Undersøgelser og nye Opfattelser, men der ligger dog et ikke ringe Arbejde bagved. F. har ikke ladet sig nøje med at hente sit Stof fra en eller to nyere Behandlinger, men er gaaet til selve Kilderne. Og det er ikke hans Hensigt at standse med det her givne Afsnit af Roms Historie. Fortsættelsen, den romerske Fristats Dødskamp ligger i alt væsentlig færdig fra hans Haand og vil neppe lade vente længe paa sig. Bogen er illustreret med 25 Billeder og 6 Kort.

Odense i November 1898.

P. Petersen.

V. I. Modestov: De Siculorum origine (russisk; Særtryk af det russiske Folkeoplysnings-Ministeriums Journal for 1897, med Tilföjelse af et latinsk Résumé og med Forbedringer i den russiske Tekst). St. Petersborg 1898, Wolff (Berlin, Calvary). 93 S.

Problemet om Sikulernes Herkomst søger Modestov at løse ved en Kombination af Oldtidens lærde Tradition med den nyeste Tids arkæologiske og anthropologiske Forskninger. Grækerne og Romerne antog, at Sikulerne var indvandrede fra Italien, specielt fra Latium. Den ældste Kilde, som vi herved føres tilbage til, er Antiokhos fra Syrakus; alle senere Efterretninger kan antages at bero på hans Påstande med Tilföjelse af senere Lærdes specialiserende Hypotheser og Fantasier. Antiokhos fra Syrakus kan atter have bygget på en af ham selv eller en af hans Forgængere opstillet Hypothese, der muligvis er udgået fra det hos Thukydid VI 2 omtalte Faktum, at der i den historiske Tid boede Sikulere i Italien. Vi kan selvfølgelig ikke benægte Muligheden af, at denne Hypothese desuden støttedes af et Antal virkelig afgörende Grunde; men da disse eventuelle Grunde ikke er kommet til vor Kundskab, er Hypothesen for os simpelthen værdiløs. Modestov har rigtignok en anden Anskuelse herom;

1 Kun et Par Steder (S. 6 og S. 14 i en Note) nævnes rent lejlig hedsvis og meget kort gamle Grave og Boliger i Rom fundne ved Udgravninger.

21 Crager S 14 der Stang, at Skjerne må have været 12 Sierstad med de falske Fick sider de etter at være treerde za Loom & Lebene ikke TDCI Stette bos DƏFEL FI-S TİMİ Stamme, mer nine vige længere og længere BC STC og fers fare: Re 11sjes Stedet. Derre Anskaelse pon the Modesters Mening ved en Række Tndersage ser af sa milenske Arkæolar Orgi Eter et nåterligt Referat af Örsis Pipose Tidersøgelser på Sicher, anses $ 32 1 en Sunnere med de arkæologiske Furd i Terramarerre, idet MOHIT Kiser det for timodsigeligt, at vi ber forefrder de

ske Fiks Trkultur. Disse Fund afviger imidlertid så stærkt za Fidene i de sidliske Klippegrave, at Sikalerne efter Mode5.79 Vering ükke kan have været beslægtede med Italikerne, tavalle skal Italikerne fra deres første Optræden på den apenuzske Halve have været i Besiddelse af Broncekulturen, medens de ældste Find på sikulisk Område tilhører den neolithiske Peride. Modestov påviser, at hans Anskuelse ikke gendrives af d- Glosser, som man undertiden har beråbt sig på i denne Sammembeng: Ord som roa har de siciliske Grækere sandsynligvis ikke fået fra Sikulerne, men fra Romerne; ligeså A£Topic «Hares, woktor <mutuum›, záozaoov «Fængsel, o s. v. Modestors Artoritet på det anthropologiske Område er Italieneren Sergi, som på Grundlag af kraniologiske Undersøgelser henfører Befolkningen omkring Middelhavet til en Race, hvis Hjem skal være Afrika ved den arabiske Bugt. Modestov afviser dute for Grækernes eg Romernes Vedkommende på Grund af deres Sprog, men aner kender Sergis Resultater for Iberernes, Ligurernes, Sikulernes Vedkommende. En sådan Sammenblanding af kraniologiske og sproglige Argumenter kan imidlertid ikke billiges; hvis man forkaster Sergis Anskuelse for Grækernes og Romernes Vedkommende, er den med det samme forkastet i sin Helhed; hvis man anerkender den for Iberer, Ligurer og Sikuler, må den også anerkendes for Grækere og Romere, og det er da med det samme givet, at Anthropologien ikke lærer os noget om Sprogforhold. En Ret til at lade Sergis Theori gælde for den ene af de to Grupper, men ikke for den anden vilde kun kunne vindes ved Hjælp af kraniologiske Beviser, men hertil gör Modestov intetsomhelst Tilløb. Under disse Omstændigheder må Anthropologien fuldstændig lades ude af Spillet, og da man også meget let kan anddrage sig Modestovs arkæologiske Bevisførelse, står vi ved et Lon liquet. Modestov har imidlertid overset, at der eksisterer en sikulisk Indskrift på en Vase i Karlsruhe, som stammer fra Byen Centuripae. Denne Indskrift behandles af Thurneysen, Zeitschrift f. vergleichende Sprachforschung XXXV 212- 221; med den af Thurneysen foreslåede Ordadskillelse lyder Indskriften:

nunus tenti mh maru stainam hemitomesti durom nane pos durom hemitomesti velhom ned emponitan tom eredes vinobatome.

Dette oversætter Thurneysen: «Nonus Tentius Mh. filius maro urceum hemitomeste donum Nanae pos(iit); donum hemitomeste vicanum ne implento heredes ad vinipotium. » Anerkender man i det væsentlige Rigtigheden af denne Oversættelse, kan man vel også nok finde en Forklaring til hemitomesti; med Thurneysen at tænke på gr. - fører ikke til noget; snarere kunde man gætte på samme Stamme som i lat. humus med en Kombination af to Endelser (sml. lat. mari-tumus, caele-stis) og med lignende Betydning som gr. xórios, altså «helliget de underjordiske Guder > eller hørende til Begravelse». At der ved Thurneysens Tydning fremkommer en Sprogform og et Indhold, som har en ikke ringe indre Sandsynlighed, kan ikke benægtes; Spörgsmålet er da, om dette kan være Tilfældets ondskabsfulde Spil. Denne Mulighed tör jeg ikke afvise; jeg bliver altså stående ved et non liquet, men udtaler dog, at indtil videre den störste Sandsynlighed taler for, at Sikulerne ikke blot var Indoevropæere, men simpelthen en italisk Stamme.

København, d. 14. Oktober 1898.

Holger Pedersen.

Alf Torp og Hjalmar Falk, Dansk-norskens lydhistorie med særligt hensyn paa orddannelse og bøining. Kristiania 1898, Aschehoug. XVI + 276 Sider.

Den første Ophavsmand til den foreliggende Lydhistorie er Torp, og Bogen er fremgået af Forelæsninger, som han har holdt ved Universitetet; Enkeltheder om Samarbejdet mellem de to Forfattere meddeles ikke. Bogen udfylder ubetinget et Savn; en sammenhængende Fremstilling af Problemerne og en tilstrækkelig Samling af Materialet til Danskens og «Dansk-Norskens» Lydhistorie har hidtil manglet. Man må derfor være de to fremragende norske Sprogforskere meget taknemmelig for deres Arbejde, og det så meget mere, som det drejer sig om en Opgave, der ligger Nordmændene betydeligt fjærnere end os. Ganske vist handler Bogen om noget specielt norsk, nemlig om det norske Bymål og Skriftsprog (det er dette, som i Norge med et meget uheldigt Navn kaldes «Dansk-Norsk»; danske Læsere må altså vogte sig for den nærliggende Misforståelse at antage, at Bogen handlede om Norskens og Danskens Lydhistorie). Hvad der i Bogen anføres om specielt danske Sprog forhold, har åbenbart

kut det Öjemed at illustrere Bogens egentlige Emne, «DanskNorsken. Men da det norske Skriftsprog i sin Kærne er dansk, tever Bogen tillige en fortrinlig Håndbog i Danskens LydListorie dog med knap Behandling eller endogså fuldstændig Udeladrise at enkelte Punkter, som fra specielt dansk Standpunkt måtte tiltrække sig större Opmærksomhed, f. Eks. Læren om Stedet, og Forfatternes Undersøgelse kommer til for den störste Halvdels Vedkommende at bevæge sig på ren dansk Grund. Herved kommer der en ny Vanskelighed til de overmåde mange Vanskeligheder, som allerede iforvejen er knyttede til Emnet. Det er nemlig vanskeligt for de norske Forfattere at være tilstrækkelig nöjagtigt underrettede om, hvorledes man taler i Danmark nutildags. Bogen indeholder derfor også talrige Fejl i sine Angivelser om speciel dansk Udtale. I nogle Tilfælde angiver Forfatterne en ældre Udtale, som ikke bruges mere; S. 151 og andetsteds læres, at Hob udtales med å; det udtales nu altid · med o. hvad der står i Forbindelse med, at Ordet ikke længer eksisterer i Talesproget (som bruger Bunke, Flok o. s. v.; Ordet ophobe er fuldtud brugeligt i Talesproget, men af literær Støbning. I andre Tilfælde er Forfatternes Angivelse simpelthen urigtig, f. Eks. Frygt med y S. 157, Fødsel med o S. 162, eller Meddelelsen S. 202: «feig er höjtysk; i Betydningen «viet til Døden skriver Danskerne nu Ordet fei»; denne Betydning har Ordet slet ikke i Dansk; Sandheden er, at Ordet tidligere udtaltes feig (med åbent g), men at det nu af nogle skrives fej (men ikke fei) og udtales på tilsvarende Måde. S. 185 siges, at dd og gg i senere Dansk «gennem Forenkling blive Spiranter »; i Virkeligheden er dd altid og gg aldrig spirantisk, bægge Dele aden Hensyn til, om den foregående Vokal er lang eller kort. Mangelen på Kendskab til Enkelthederne i dansk Udtale har S. 222 ført til en ukorrekt historisk Bemærkning; Skrivemåden Sky Saft af Kød» (fr. jus) har ikke sin Forklaring i den norske Udtale af sk foran Fortungevokaler («omvendt Skrivemåde»), thi i Danmark udtales Ordet virkelig med sk; sk er traditionel Gengivelse af et fremmed (sml. Skose, hos Holberg Choser, Hexerie eller Blind Allarm 4 Akt 2 Scene; Skak, nu undertiden udtalt Sjak ved den samme Forbedring af Udtalen, som har ført til Drosje istedenfor Droske). Jeg anser det for urigtigt at rette nogen Bebrejdelse mod Forfatterne for disse Unöjagtigheder, men benytter Lejligheden til at göre opmærksom på, at et af de mest påtrængende Desiderata med Hensyn til dansk Sprogforskning er en dansk Udtaleordbog; som Tingene nu står, kan f. Eks. det danske Materiale med Hensyn til Betoningen (navnlig Stødet) af en Udlænding kun overskues efter et langt Arbejde med at samle og ordne, som kun den, der aldeles specielt beskæftiger sig med dette Emne, vil kunne overkomme; og på samme Måde som Udlændige vil den kommende danske Generation komme til at stå Nord. tidsskr. f. filol. 3die række. VII.

10